Gladsaxe Kommune og Socialrådgiveruddannelsen på Københavns Professionshøjskole præsenterede gennem fire oplæg deres vigtigste erfaringer fra den rejse, de har været på sammendels med implementering af FIT og samtidigt at være frikommune. Forskere fra Institut for Socialrådgiveruddannelse på Københavns Professionshøjskole har forskningsunderstøttet processen.

Talks fra to socialrådgivere, en leder og en forsker formidlede, hvordan FIT er blevet modtaget og implementeret i sagsbehandlingen i Gladsaxe Kommunes familieafdeling siden april 2017. Det er en selvstændig pointe, at denne metodeændringsindsats er foregået samtidigt med, at kommunen har været `fri-kommune´ og derfor fritaget for en lang række administrative opgaver og rutiner, fx § 50 undersøgelsen. Det har givet langt mere plads til det relationelle arbejde – og hvilke effekter har det så haft? Det fik vi i den grad belyst fra fire forskellige positioner.

De fire oplægsholdere har gennemgået et træningsforløb, hvor de har lært at fortælle en historie med kraft og viden i, som der bliver lyttet til – og som kan omsætte sig til samtaler lokalt på arbejdspladserne og dermed forandring. Social Talks skaber gennem de metoder, der anvendes, inspirationen og motivationen til, at flere kommuner kan gribe metoderne og mindsettet.

Vores håb er, at vi har gjort denne viden modtagerparat, så viden kan forankres i praksis. Det er Social Talks´ vision – at skabe læring og at få viden ud i praksis.

Men hvad er historien om FIT i en dansk kontekst?

FIT´s indtog i Danmark fra USA startede med en række pionerer, der ønskede at arbejde på en anden måde med borgeren meget mere inddraget og i centrum. Det gælder både på praksisniveau og på ledelsesniveau. Eksempelvis medarbejdere i socialpsykiatrien i Slagelse Kommune, medarbejdere fra Hjemløseenheden i Københavns Kommune, fagpersoner fra Poppelgården Familiecenter, mv. Også Solution tog fat i metodeprogrammet ret tidligt. De har arbejdet med den løsningsfokuserede metode gennem en lang række seminarer med Scott Miller. Scott Miller er hovedarkitekten bag FIT og han er efter sigende en levende oplægsholder.

Implementeringen af FIT startede på områder, som må siges at have en mere terapeutisk setting. Der var en del, der arbejdede på familieområdet (fx Poppelgården), der tog det op. Der er selvfølgelig også fagpersonale, der bruger metoden i psykoterapi. Men derfra begyndte det gradvist at brede sig til andre målgrupper og faggrupper inden for det bredere sociale og socialpædagogiske arbejde. I Københavns Kommune har man arbejdet med metoden i socialforvaltningen rettet mod bostøttemedarbejdere. Som det seneste har metoden bredt sig til myndighedsområdet inden for fx hjemløseområdet og nu også myndighed i kommunernes arbejde med udsatte familier.

Den store udbredelse kan forstås ved, at det på den ene side taler til et praktikerniveau – at vi skal opbygge faglighed omkring hele tiden at være åbne overfor borgerens eget perspektiv. På den anden side taler det også til styringsniveauet; direktører, chefer, mv. i kommuner, fordi det både handler om at måle på effekt, kan ses som en styrkelse af effektdokumentationen, som jo i mange år har været højt efterspurgt, ikke mindst som led i den resultatbaserede styringsbevægelse, der ønskede at måle på effekt frem for proces. Samtidig kunne man kalde selve redskabet/tilgangen for evidensbaseret, da der var forskellige studier af det, der viste positiv effekt på trivsel, mindre dropout fra behandling, mv.

Det betyder, at FIT var i stand til at tale til flere niveauer samtidigt og deraf også metodens og mindsettets succes. Men udbredelsen skal i høj grad også forstås ved, at både Scott Miller og Susanne Bargmann er eminente til at kommunikere og taler direkte til både fagprofessionelle, styringsfolk, osv. Uden dem var implementeringen sikkert ikke nået så langt. Apropos Bargmann så kan vi anbefale bogen ”Feedback Informed Treatment – en grundbog”, som er en solid antologi, der gennemgår FIT i forskellige faglige kon-tekster og som er redigeret af Susanne Bargmann. Bogen er udgivet på Akademisk Forlag.

FIT tog ekstra fart, da Socialstyrelsen skrev det på som evidensbaseret metode og da de tog ejerskab til at udbrede viden om det – fx gennem deres nationale konferencer.

Den store udbredelse på tværs af områderne har også været fulgt af en udbredt oplevelse af, at FIT på ingen måde er nemt. Der vil typisk være en modsætning mellem chefer og direktørers forventning til, at de kan opnå en masse relativt hurtigt “med to skemaer” og så dem, der skal sidde med det i praksis, fordi det er krævende at få til at blive en levende og meningsfuld del af ens praksis. Derfor er det flere fagpersoners oplevelse, at man på tværs af kommuner, sociale tilbud og fagpersoner har bøvlet en del med selve implementeringen. Og det er uden tvivl fortsat et væsentligt tema – hvordan vi får FIT til at passe ind i vores egen praksis?

Så mange har kastet sig ud i det. Men mange har også måtte stille sig basale spørgsmål om, hvordan det matcher en bestemt faglig kontekst fx i en kommune. Og mange har måtte bruge mange kræfter på at insistere på, at det skal være et fagligt og ikke et administrativt redskab.

Derfor var det rigtig spændende at høre om Gladsaxe Kommunes positive erfaringer med at implementere FIT på myndighedsniveau i arbejdet med udsatte børn og udsatte familier. Det var også opløftende at høre, at udviklingen har ført til en halvering af klagesager, en halvering af foranstaltninger med tvang og en halvering af sygefraværet blandt rådgiverne. Bemærkelsesværdige resultater om hvad et fokus på effekt kan, som alle dele af Velfærdsdanmark kan lære af.

Leder af familieafdelingen, Claus Jørgensen, som leverede en talk i torsdags, siger følgende: ”Vi har sagt til rådgiverne, at I skal bruge den frigivne administrative tid på at være ude hos borgerne og de skal tænke sig selv ind en som en relationel del af løsningen i familien.”

Det vidner altså om en større kulturændring, som de har været igennem og med fokus rettet mod, hvad der er bedst for samarbejdet med borgeren.

Claus siger også følgende: ”Socialrådgiverne er fritaget for at lave § 50 undersøgelser. I stedet for kan de sætte sig ned på et møde og spørge dem, hvad har du brug for? Og dybest set tage udgangspunkt i det og så følger vi det. Så kan vi godt mene noget andet, men vi starter dér, hvor familiens egen motivation er. Og så kommer vi jo i gang frem for at sidde og undersøge os selv ihjel.”

De er gået fra en detaljeret systematik i § 50 undersøgelsen til opbyggelsen af en relation til barnet og familien, som hele tiden tjekker tilbage: Er det jeg gør hjælpsomt?

Socialrådgiveren scorer barnets trivsel på skemaet ORS i starten af samtalen og på samarbejdet mellem forældre og sagsbehandler på skemaet SRS i slutningen af hver samtale. Det giver altså et billede af barnets udvikling i trivsel ligesom man også gennem feedback har fokus på fortsat at udvikle og styrke samarbejdet.

FIT gør det muligt for socialrådgiveren på en enkel måde at sikre forælderen maksimal indflydelse på den hjælp, som han eller hun modtager, samtidigt med at socialrådgiveren på en systematisk måde kan dokumentere effekten af behandlingsarbejdet. Det hørte vi rigtig meget om i torsdags.

Hvis du ikke allerede har set videoerne, som forsker Thomas Mackrill, Institut for Socialrådgiveruddannelse, Københavns Professionshøjskole, har udviklet i samarbejde med Gladsaxe Kommune, så kan de ses via dette link. De giver en praksisnær og konkret indføring i arbejdet med FIT: http://fit.kp.dk/